De fleste kender nok til familier, hvor alkoholproblemer går igen på tværs af generationer. En bedstefar der drak, en far der kæmpede med flasken, og måske en søn der nu selv er begyndt at miste kontrollen over sit forbrug. Er det tilfældigt, eller ligger der noget dybere bag? Inden for genforskning og biomedicin betragtes alkoholisme som en arvelig lidelse, og tallene taler deres tydelige sprog: Børn af alkoholikere har tre til fire gange større risiko for selv at udvikle et alkoholproblem sammenlignet med børn fra familier uden misbrug. Det er tal, der giver stof til eftertanke, særligt for de mange danskere, der selv er vokset op i hjem, hvor alkohol var et problem. Men hvad betyder det egentlig i praksis, og er man dømt til at gentage forældrenes mønster, hvis man har den genetiske disposition?
Både gener og miljø spiller ind
Når man taler om arvelig alkoholisme
, er det vigtigt at forstå, at det ikke er selve afhængigheden, der nedarves direkte. Det, der går i arv, er snarere en biologisk sårbarhed, der gør visse mennesker mere disponerede for at udvikle problemer med alkohol. Omkring 70 procent af alle alkoholikere er født med en af de gengrupper, der disponerer dem for alkoholmisbrug. Videnskabelige undersøgelser har påvist, at børn af alkoholikere ofte har særlige spændinger i centralnervesystemet, spændinger der kan lindres ved at indtage alkohol. Denne biologiske mekanisme øger risikoen for, at disse børn senere i livet udvikler et misbrug, fordi alkohol simpelthen føles mere beroligende og behageligt for dem end for andre. Men genetik er kun en del af billedet. Den sociale arv spiller en lige så vigtig rolle. Børn, der vokser op i hjem med alkoholproblemer, lærer ofte uhensigtsmæssige måder at håndtere stress, følelser og konflikter på. De ser alkohol blive brugt som et middel til at dulme problemer, og disse mønstre kan følge med ind i voksenlivet, selv hvis man bevidst forsøger at undgå forældrenes fejl.
Tal der taler deres tydelige sprog
Statistikkerne omkring alkoholisme og arvelighed er slående. Omkring 40 procent af alle, der går i alkoholbehandling, er selv vokset op i hjem, hvor alkoholproblemer var en del af hverdagen. Samtidig udvikler 30 procent af alle børn, der vokser op med alkoholiske forældre, selv et misbrug senere i livet. I Danmark vokser omkring 120.000 børn op med forældre, der har alkoholproblemer, og disse børn bærer alle en forhøjet genetisk risiko for selv at udvikle afhængighed. Det er tal, der understreger vigtigheden af forebyggelse og opmærksomhed, særligt for dem der ved, at alkoholisme er en del af deres familiehistorie. Men det er også vigtigt at huske på, hvad tallene ikke siger. At 30 procent af børn fra misbrugsfamilier selv udvikler misbrug betyder også, at 70 procent ikke gør. Genetisk disposition er ikke en dom, men en risikofaktor, som man kan forholde sig aktivt til.
At bryde med arven
Selvom man er disponeret for alkoholisme gennem sine gener og sin opvækst, er det langt fra sikkert, at man selv udvikler et problem. Afhængighed opstår i et komplekst samspil mellem genetik, biologi, psykologi og det sociale miljø, man befinder sig i. De valg, man træffer som voksen, har stor betydning for, om den arvelige disposition udløses eller forbliver latent. De sociale fællesskaber, man vælger at være en del af, de strategier man udvikler til at håndtere stress og modgang, og den bevidsthed man har om sin egen sårbarhed, kan alle være med til at bryde med familiens mønstre. For dem, der er vokset op med alkoholisme i familien, er det særligt vigtigt at være opmærksom på egne alkoholvaner og forholde sig kritisk til sit forbrug. At kende sin familiehistorie er ikke en byrde, men en mulighed for at træffe informerede valg og søge hjælp i tide, hvis forbruget begynder at tage en uheldig retning. Arven behøver ikke definere fremtiden.
